
Velkommen til et univers af tid
Da Børsens Forlag i 2007 bad Trine Kolding om at skrive en
bog om tidsstyring for selvstændige, tøvede hun ikke ét øjeblik.
Samme år debuterede hun med Få styr på tiden og ramte både
freelancere og fastansattes akilleshæl: At få tiden til at slå til
og få organiseret opgaverne, så tiden bruges optimalt.
Gyldendal fulgte hurtigt op på succesen med to nye udgivelser
til henholdsvis medarbejdere og børnefamilier. I 2008 udkom Førstehjælp til travle
medarbejdere på Gyldendal Business. Den blev en uundværlig
håndsrækning til medarbejdernes daglige udfordring i at få styr på
tiden, bevare overblikket og arbejdsglæden på arbejdet.
Året efter, i 2009, var der hjælp at hente til de travle
børnefamilier med Førstehjælp til travle
børnefamilier. Her kombinerer Trine sine egne
erfaringer som mor til tvillinger med sin ekspertise i effektivitet
og planlægning.

- Der gik et stykke tid, inden jeg begyndte at kalde mig
forfatter. Mit hovedfokus lå på den interaktive dialog i form af
foredrag og kurser. At skrive bøger dukkede op som en ny, spændende
mulighed. Skriveprocessen er indadvendt og reflekterende og
adskiller sig meget fra rollen som mundtlig formidler, hvor jeg
fysisk og mentalt er på og i skabende dialog med deltagerne. Det er
en rigtig god balance, der bidrager til kreativitet og nytænkning i
tidsuniverset, fortæller Trine om sit erhverv som
forfatter.
I dag kan Trine se tilbage på mere end 10 års arbejde med
forkærlighed for tid. Den brændende interesse for tid lever stadig
i bedste velgående, og nye tanker og projekter knopskyder hele
tiden. Det seneste skud på stammen er bogen Den
effektive leder - succes med en 40 timers
arbejdsuge. Her interviewer Trine 20 ledere, der alle
arbejder max. 40 timer om ugen i gennemsnit, og bogen er et
overflødighedshorn af positive historier, inspiration og gode idéer
til ledere, der vil styrke deres effektivitet. Bogen
udkom 14. april 2011.
Det hele startede egentlig bare som en prøveballon, hvor Trine
underviste i én enkelt workshop om prioritering og planlægning. Det
frø er i dag vokset til et tidsunivers af rådgivning, foredrag,
kurser og tidscoaching - og fire anmelderroste bøger samt en
lydbog med flere i vente.