Nyhedsbrev December 2005
Tid - den allerbedste gave
Julehandelen ventes at slå nye rekorder. 10 mia. kr. skal der
købes gaver for, ifølge en undersøgelse fra erhvervsorganisationen
HTS. Forbruget er i højsædet i denne søde juletid.
Vi mangler alle TID
Tidligere på året hørte jeg et foredrag om Simple Living, som
handler om langt mere end blot at rydde op. Simple Living er en
forenkling af livet på mange niveauer - i forhold til tid, penge,
måden vi organiserer vores arbejdsliv og privatliv på etc. Der var
en interessant pointe: Hver gang du køber noget, så regn ud, hvor
mange timer du skal arbejde for at købe det. Har du så stadig brug
for det?
Jo mere vi forbruger, jo mere må vi arbejde for at finansiere
forbruget, og jo mindre tid har vi til rådighed.
Når du står midt i gaveræset, overvej da: Hvad vækker størst
glæde hos modtageren? En stor, dyr gave eller tid sammen?
Med ønsket om en glædelig jul og godt nytår - med tid til dig og
dine nærmeste.
Trine Kolding, Tid & Tanke