Nyhedsbrev Juni 2007
Ned med tempoet - op med kreativiteten
Som læsere af min blog på Børsen Mikro har kunnet følge med
i, er jeg i disse dage i gang med at skrive manuskript til en bog.
Jeg har øremærket to måneder til dette projekt, og en journalist i
mit netværk foreslog mig at afsætte et fast tidspunkt hver dag til
at skrive. Idéen er rigtig god, fordi store opgaver nemt fylder
mentalt - meget mere end den tid, de reelt tager at udføre.
Hvorfor planlægning og faste rammer fremmer
kreativiteten
Jeg har afsat formiddagen, fordi det er her, jeg arbejder
bedst, og lukker samtidig telefon og mails. Og i vores ellers
hektiske og fragmenterede arbejdsdag føles det som en stor gave at
give sig selv en uforstyrret arbejdsperiode.
Nogle mener, at planlægning og struktur er en spændetrøje.
Tværtimod! At beslutte sig på forhånd til hvor lang tid, jeg vil
bruge på opgaven, og hvornår jeg vil gøre det, giver en fantastisk
ro. Når rammerne er på plads, og målet er klart, er det langt
nemmere at fokusere. Min højre hjernehalvdel, der har med analyse,
orden og rækkefølge at gøre, kan slappe af, fordi den ved, at den
fornødne tid er afsat. Alt i mens min venstre hjernehalvdel, der
bl.a. huser kreativiteten, kan boltre sig. At planlægge på denne
måde har på forhånd givet mig mental ro og en afslappet indstilling
til processen. Jeg føler (endnu ikke!) et stort pres og lige præcis
denne afslappede holdning betyder, at kreativiteten er i fuldt flor
for tiden.
Endelig er tre timer om dagen absolut overskueligt og giver mig
mulighed for at foretage mig andre ting i løbet af
arbejdsdagen.
Præstationsfremmere - en anden måde at øge din
kreativitet
Udover at planlægge og skabe struktur for din arbejdsdag
kan du også følge tidens ånd og tage præstationsfremmende midler i
brug. Dem, jeg vil anbefale, er dog både gratis og uskadelige. Ja,
de er ligefrem sundhedsfremmende. Jeg taler om endorfiner
, som oversat til dansk betyder indre morfiner.
Jeg er selv blevet afhængig af dem ved et tilfælde, da jeg faldt
over en lille, letlæselig bog: "Endorfiner - sådan producerer du dine egne
lykkehormoner" af Rients Ritskes og Merel Ritskes-Hoitinga.
Bogen beskriver to typer af hormoner: Stresshormonet adrenalin og
lykkehormonerne endorfiner. Adrenalinet har både positiv og negativ
effekt. Det positive er, at det hjælper os til at præstere på kort
sigt, mens det på langt sigt er direkte nedbrydende for
kroppen.
Derfor er det så vigtigt at få flere af lykkehormonerne. Dels
fordi de gør os glade, afslappede og kreative, dels fordi de
reducerer adrenalinets skadelige effekt. Forfatterne peger på
motion og meditation som to vigtige måder at øge produktionen af
endorfiner.
Meditation er for mange stadig lidt langhåret. Men til
forfatternes store ros lykkes det dem at afmystificere meditationen
ved meget simpelt at forklare, hvad den gør ved kroppen, og hvorfor
det er sådan en velsignelse for vores velbefindende og helbred at
tømme hovedet og slappe HELT af. Samtidig anviser de en meget
simpel og overskuelig måde at komme i gang - nemlig ved blot at
fokusere på at tælle udåndinger. Ingen mantraer eller småreligiøse
henvisninger. Blot tælle.
Ifølge bogen er det bedst at gøre det to-tre gange dagligt i
min. 20 minutter. Hvis det virker uoverkommeligt, så kan vi "klare
os" med en gang à 20 minutter. Hvis du gør det, reducerer du
stress, mens fokus, kreativitet og overskud øges. Hvis du savner
mere ro og fordybelse i dagligdagen, men savner det sidste spark
til at få gjort noget ved det, så investér et par timer og læs
bogen.
Rigtig god sommer!
Trine Kolding
PS! Der vil med garanti være en enkelt læser eller to, der
tænker: "Jeg har så travlt i forvejen, hvordan skal jeg finde tid
til at meditere?". Meditation er med til at øge din koncentration,
kreativitet, fokus og effektivitet. Så mon ikke du ved at investere
blot 20 minutter om dagen, stadig vil have overskud på tidskontoen?
Du kan jo lade det komme an på en prøve…