Rasmus fik trænet sin slappe
koncentrationsmuskel
Kan du huske Rasmus fra nyhedsbrevet
Er din koncentrationsmuskel også blevet slap?
Han repræsenterer en yngre generation, som er vant til at være
tilgængelig døgnet rundt og med svartider på helt ned til fem
minutter. Han besluttede sig for at udfordre sig selv og være
offline, når han var til forelæsninger på sit studie efter arbejde.
For ham var en meget stor udfordring at slukke telefonen og dermed
lukke af for tilgængeligheden for omverdenen blot en time ad
gangen. I mere end et halvt år har han nu trænet sin
koncentrationsmuskel, og her kan du læse mere om hans
erfaringer:
"Som alle nye
vaner er det naturligvis svært at holde fast i, og det kræver
selvsagt en del motivation. En motivation som nogle dage kan være
svær at finde frem, og som andre dage ligger mere lige til
højrebenet. Jeg vil dog mene, at de positive oplevelser gør, at det
faktisk er ret ligetil de fleste dage.
Evnen til at være koncentreret og holde fokus vokser stille og
roligt, når man ikke er udsat for konstante afbrydelser, og det er
også klart min største motivation. Jeg har erfaret, at det også
virker i privatlivet, hvor samvær kan blive intensiveret og mere
personligt uden en mobil i nærheden. For at følge det lidt på vej,
har jeg vænnet mig til at holde min telefon på lyd- og vibratorløs,
når jeg er hjemme og ude hos andre. Det gør, at man ikke bliver
revet ud af det, man er i gang med, men først svarer når det er
passende. Det mener jeg faktisk, at mange ville kunne gøre gavn af
at gøre indimellem. Findes der noget mere irriterende end at snakke
med en person, der sidder dybt begravet i sin mobil, der i øvrigt
bipper og blinker stort set konstant? For den 'nye' Rasmus er
svaret: 'Nej!'
Naturligvis er ovenstående ikke altid muligt i en
arbejdssituation, da det jo fortsat er meningen at man skal være
tilgængelig her, og jeg må erkende, at jeg i fritiden kan falder i
og sidde med mobilen i hånden konstant. Så kan det være svært at
træde tilbage i rytmen, men det er blevet nemmere med tiden - jeg
kæmper ihvertfald videre, for jeg kan tydeligt mærke forskellen på
mit nærvær og koncentration," fortæller Rasmus.
Træerne vokser ikke ind i himlen, og det tager tid at ændre på
et mangeårigt vanemønster. Men ved hjælp af små, overskuelige
skridt og masser af positive erfaringer undervejs er Rasmus godt på
vej til at blive mere koncentreret og nærværende.