De små oaser skaber overskud

I en hverdag med alenlange huskelister og uendelig mange ting at gøre kan man nemt komme til at føle sig som hækkeløberen, der

kæmper sig over den ene forhindring efter den anden. Når min husbond efter et familiebesøg eller anden social aktivitet siger: ”Godt, hvad er næste punkt på listen?”, plejer det at være en temmelig god indikator for, at det er tid til at trække håndbremsen.

På jagt efter det næste vandhul

Livet må aldrig blive en to do-liste, hvor punkterne bare skal hakkes af én efter én. Og hvis hverdagen får karakter af, at vi slæber os afsted i jagten på det næste vandhul, hvor vi for en kort stund kan finde ro og ”få slukket tørsten”, så er det på høje tid at sørge for regelmæssige vanddepoter. Små og hyppige oaser generer overskud, og oaser er noget, vi selv kan skabe.

Eksempler på de små oaser

Om ikke længe tager jeg på en forlænget weekend med yoga, mindfulness og perioder med total stilhed. Wow! Tal om en udfordring for sådan en som mig, der er født med mange ord i sig. Jeg har min mand mistænkt for gladeligt at sende mig af sted i håbet om, at retreatet har langtidseffekt…  Tanken om den forestående weekend giver mig energi, og jeg glæder mig på samme måde, som man kan gå og glæde sig til den forestående sommerferie eller juleferie.

Men mindre både kan og skal også gøre det. Eksempler på de små oaser kan være:

  • En aften, hvor du slukker telefon, tv, iPad og går tidligt i seng med en god bog.

de-smaa-oaser-skaber-overskud2

  • Eller lader iPad’en være tændt, så du kan se adskillige afsnit af din yndlingsserie på Netflix.
  • Hyggeaften med din partner på en helt almindelig hverdag.
  • Kærestedage, hvor I tager jer tid til hinanden og nyder en dag uden forpligtelser.
  • Uplanlagt tid: En dag eller en hel weekend, hvor planlægning og forpligtelser er bandlyst. For nylig proklamerede den ene søn sent lørdag eftermiddag, at det nu var blevet for sent at skifte nattøjet ud med almindeligt tøj. Se, dét er råhygge.
  • Alenetid på skift: For mange er tid for sig selv en vigtig del af at lade op. Fx kan I skiftes til at have en aften for jer selv, hvor I kan gøre præcist, hvad I har lyst til. Måske skal det endda være en fast, tilbagevendende aftale, som I kan gå og glæde jer til.
  • Alenetid med et af børnene: At have tid alene med det enkelte barn er en gave for både barn og forælder. Måske kræver det lidt planlægning og pasning af det andet barn, især hvis du er alene med børnene.
  • Hvad kunne ellers være små oaser i din og din families hverdag?

100 procent familietid, fuldt fokus og nærvær

Mange fluer kan slås med ét smæk ved at indføre en nærværszone. For et par måneder siden bragte Nettos gratis magasin LIME en tankevækkende artikel om ”Den mobile smøg”. Journalist og mor Frida Paustian reflekterede over, hvordan ”… mobilen er vor tids smøg” og konstaterede, at hun var blevet afhængig af sin mobiltelefon og endnu værre: ”Det æder min sparsomme tid op, forstyrrer mine tanker, og frem for alt må jeg indse, at den tager fokus fra mine børn.”

Hun tog derfor konsekvensen og satte et skilt op i entreen med følgende besked: ”Nærværszone – læg din mobil her.” Frida Paustian slukker nu sin telefon, når hun kommer hjem, tænder og tjekker for vigtige beskeder, når børnene er lagt i seng, og først næste morgen på vej til arbejde bliver den atter genstand for hendes opmærksomhed.

Resultat? Større knus fra børnene, bedre snakke og en roligere hjerne.

Der er mange måder at skabe små oaser i dagligdagen på. Det kræver sjældent mere end en beslutning og lidt planlægning. Hvad skal din næste oase være?

Mange hilsener, Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *