Det er torsdag aften. Køleskabet er halvtomt, og der mangler både mælk og pålæg til morgendagens madpakker. Igen. Du ser på din partner og siger:

“Jeg troede, det var dig, der skulle handle.”

Din partner: “Nej, det var din tur. Du kørte jo forbi supermarkedet på vej hjem.”

Lyder det bekendt? Så er du langt fra alene. Dagligdags opgaver og pligter kan skabe mange gnidninger, hvis ansvaret for dem er uklart: Hvem holder øje med, hvad der mangler i køleskabet? Hvem planlægger ugens måltider? Hvem sørger for, at der er pålæg til madpakkerne mandag morgen?

Faktisk er uenighed omkring opgavefordelingen på top tre over de ting, vi diskuterer mest i parforholdet. Det er der heldigvis råd for!

Her får du fire konkrete råd, der hjælper med at fjerne energislugende diskussioner om indkøb:

Tip nr. 1: Gør indkøb til en fast, tilbagevendende opgave

Det første skridt er at anerkende, at indkøb ikke bare er en tur i supermarkedet. Det er en hjernekrævende opgave, der kræver planlægning og overblik over, hvad der mangler, hvad I skal lave til aftensmad i denne uge, om der er tur i skolen på fredag, og om der er nok frugt til madpakkerne.

Tip nr. 2: sæt indkøbene i system

Hvis I følger disse trin, er der virkelig basis for at spare tid! I stedet for at skrive den samme liste hver uge skal I lave en skabelon med de varer, I køber hver uge. Så kan I nemlig genbruge skabelonen, og I behøver kun at handle én gang om ugen:

💡 Opret listen i en app eller et dokument, så den nemt kan deles og opdateres.

💡 Få overblik ved at inkludere alle basisvarer

💡 Husk at gøre plads til mængde/antal og til andre varer end dem i basiskategorien

💡 Hvis I også organiserer listen efter supermarkedets indretning, kan I spare ekstra tid, fordi I undgår at zigzagge jer igennem butikken.

Tip nr. 3: Hvem har ansvaret for indkøb?

Bliv enige om, hvem der har ansvaret. Ikke blot i morgen og næste uge, men som en del af en permanent plan. Når det først står sort på hvidt, behøver I ikke bruge tid på opslidende diskussioner.

Tip nr. 4: Turnusordning forhindrer, at I kører sur i det

Et vigtigt tip er rotationsprincippet. I stedet for at den samme person altid står for indkøb, kan I skiftes til at have ansvaret. En nem måde er at skifte mellem lige og ulige uger. Den ene uge er det dig, der planlægger og handler. Den næste uge er det din partner. Fordelen er dobbelt. For det første slipper I for følelsen af altid at være den, der trækker læsset. For det andet får begge parter en reel indsigt i, hvad opgaven faktisk indebærer.

Gode aftaler frigør tid og energi

Fordeling af opgaverne i hjemmet handler ikke om, at alt nu skal i Excel-ark og skemaer. Formålet er at frigøre tid og undgå den dårlige energi, der opstår i kølvandet på diskussioner og frustration.

Så næste gang køleskabet er tomt, og diskussionen er ved at bryde ud, så overvej, om det ikke er tid til at sætte sig ned og lave nogle gode aftaler én gang for alle. Det kan spare jer for mange trættende samtaler fremover.

Mere inspiration til en nemmere hverdag?

Find mere inspiration til gode samtaler, køreklare guides til velfungerende opgavefordeling og involvering af børnene i dagligdagens pligter og meget, meget mere i min nye bog Mere tid i familien.

Varm anbefaling fra biblioteket

Bogen fik en virkelig flot lektørudtalelse fra biblioteket. Her står bl.a.:

“En bog fyldt med praktiske redskaber, man virkelig kan tage i brug, og hvor de simple løsninger er i højsædet. Og hvor er det skønt, at man kan læse den uden at få dårlig samvittighed over sit eget lidt og i stedet føle, at man får nogle små skruer at dreje på, så man kommer i den rigtige retning. Man fornemmer, at Kolding har erfaringen med sig og ved, hvad hun snakker om, så det er en bog man læser trygt, velvidende at man er i gode hænder.”

Mange hilsener, Trine 

Find flere gratis tips på Instagram-profilen meretidifamilien

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *