Brug for online-undervisning? Jeg er klar, og det virker

Først vil jeg gerne indrømme: Jeg er ikke fan af at undervise bag en skærm.

Hvis jeg skal vælge, vil jeg til enhver tid foretrække det fysiske møde. At kunne aflæse andre menneskers kropssprog og mimik, fornemme stemningen i lokalet og alt det, der ikke bliver sagt, og en af mine personlige favoritter som underviser: at kunne lave grafisk facilitering og dermed booste læring og udbytte betragteligt. Alt det kan bare ikke lade sig gøre på samme måde via computeren.

Jeg ved af erfaring, at online undervisning fungerer. Siden 2012 har jeg udbudt videokurser og undervist på adskillige webinarer med stor succes. Men hver gang er jeg gået ind i et professionelt studie med tekniker og support og har dermed kunnet koncentrere mig 100 procent om at undervise. I disse tider må vi alle tænke i nye løsninger og gøre det hurtigt, og det betyder også at komme ud af den komfortable zone.

Derfor har jeg brugt tiden på at blive venner med online platforme og finde ud af, hvordan jeg kan levere undervisning på et fagligt højt niveau og sikre interaktion med deltagerne. Tak til gode kollegaer for sparring og fagnørderi! Og selv om denne form for undervisning har sine begrænsninger, så er jeg villig til at komme med endnu en indrømmelse: Det virker bedre, end jeg havde troet!

Jeg har netop afholdt webinaret ”How to create an efficient workday when working from home” for 65 ph.d. studerende på Syddansk Universitet med både øvelser, Mentimeter-survey og spørgsmål i chatten. Udover de mange tilfredse tilbagemeldinger var jeg selv positivt overrasket over, hvor meget aktivitet det faktisk er muligt at skabe.

Så nu er kalenderen ved at blive fyldt op med webinarer af en-to timers varighed som et fint alternativ til de fysiske kurser, som vi må vente lidt endnu med. Og jeg tror på, at denne form for undervisning kan blive et velfungerende supplement i mange uddannelsesforløb.

Men jeg kan love dig for, at så snart der åbnes op, er jeg den første til at sætte mig ud i bilen og køre direkte til din virksomhed og levere fysisk og nærværende undervisning. Jeg skal nok lade være med at røre ved dig, selv om det sikkert bliver svært!

Online-undervisning hos jer? Webinarer og videokurser

I mellemtiden er du velkommen til at ringe eller skrive for en nærmere snak om, hvordan online-undervisning kunne se ud hos jer.

Videokurset: Få styr på din tid

Sammen med Open Mind Kurser har jeg udviklet et målrettet og intensivt videokursus, som du kan tage når og hvor, det passer dig. Kurset kræver en beskeden indsats fra din side, men giver mulighed for stor effekt. Læs om fordelene her.

Også på engelsk

I disse dage arbejder vi på højtryk med at lægge sidste hånd på et spritnyt videokursus på engelsk, som består af otte moduler med masser af værktøjer og øvelser. Mere om det i næste nyhedsbrev.

Pas godt på hinanden, og jeg håber, vi snart ses i virkeligheden.
Mange hilsener, Trine

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *