Mine tvillinger er 13 år gamle. De er drenge, og de er teenagere. Gæt, hvordan vores samtaler er!
Mig:”Hvordan har din dag været?”
Sønnike:”Fin.”
Mig:”Hvad har du lavet?”
Sønnike (tre varianter): ”Det kan jeg ikke huske.”, ”Det ved jeg ikke.” eller ”Ikke noget.”
Mig: ”Jeg vil bare gerne vide, hvordan du har det for tiden. Skal vi ikke sætte os og hygge lidt sammen?”
Sønnike (tre varianter): ”Jeg har det fint.”, ”Ikke lige nu, mor.” eller”Jeg gider altså ikke snakke.”
Glem alt om at sætte dig ned med en kop te og have en samtale om, hvordan din teenager har det! I det hele taget har jeg ikke, ej heller mens de var små, haft de bedste erfaringer med at sætte mig overfor mine børn og have meningsfyldte snakke om deres liv og velbefindende. I hvert fald ikke på mine præmisser.
Prøv at droppe øjenkontakten
De gode snakke opstår i mellemrummene, når jeg mindst venter det. De opstår i situationer, hvor jeg ikke udtrykker forventninger til mine børn om, at ‘nu skal vi rigtig snakke sammen’. Og ofte opstår de, når vi ikke har øjenkontakt. For nylig gik det op for mig, at nogle mennesker ganske enkelt finder det intimiderende at have for meget 
øjenkontakt. Selv er jeg visuel og lytter, lærer og husker bedre, når jeg kan nærstudere min samtalepartner. Men nogle mennesker kan opfatte det, som om jeg stirrer, og det er selvsagt ikke behageligt at have en dialog, hvis du føler dig nedstirret!
Så nu øver jeg mig i at have samtaler, hvor jeg kigger mindre på mine børn. Et godt forum er køkkenet. Når vi går og laver mad sammen, kigger jeg naturligt på maden, opskriften og gryderne.
Brug bilen
Et andet rigtigt godt sted er bilen. En familieterapeut gav mig en gang det gode råd at tage svære eller dybe samtaler med børnene, når vi kører i bil. Øjnene er rettet mod vejen, og der opstår nogle helt naturlige pauser, når den voksne skal koncentrere sig om trafikken. Endelig er bilen et godt sted, fordi barnet ikke bare kan forlade samtalen, når de ikke gider længere!
Ti selv stille
Alle, der kender mig, ved, at jeg taler meget! Men jeg øver mig i at tie stille (i hvert fald i korte glimt), når jeg laver ting sammen med mine drenge. For pludselig begynder de uopfordret at tale om ting, der interesserer dem, eller ting, der er svære. Ofte sker det faktisk i køkkenet, når vi laver aftensmad eller mødes ved snackskuffen. Eller når vi lufter hunden sammen.
Lav ting sammen
Mine drenge er blevet bidt af en gal racercykel og tilbringer nu mange vågne timer på landevejene. Jeg kan være heldig at fange dem i transit mellem deres værelser, pc’en og cyklerne, men oftest er de væk, inden jeg når at høre, hvordan det går:
”So if you can’t make them stay, join them!”
Derfor har jeg netop investeret i en mor-udgave af en racercykel og er gået i skarp træning for at kunne følge med på længere ture. Jeg tænker, at her må der virkelig være basis for gode snakke: Ingen øjenkontakt og ingen mor, der snakker, for hun har mere travlt med holde sine lunger indenbords!
Bonus ved denne strategi: Jeg har en klar forventning om, at min bagdel bliver hævet med mindst fem centimeter henover sommeren …
Budskabet er, at jeg som forælder sjældent kan forcere en samtale. De gider ganske enkelt ikke at tale med mig, hvis de føler, de skal, eller at de er ’indkaldt til møde med mor’. I stedet må jeg finde nye måder at skabe gode samtaler med mine børn. Hos os virker følgende:
- Aktiviteter i køkkenet
- Lufte hund
- Motion
- Og endelig: spær dem inde i bilen!
Hvad virker hos jer?
Mange hilsener, Trine
Kære Trine. Den her rammer bare SÅ meget SPOT ON! Jeg har en datter på 19 en søn på 17 og en datter på 10. Jeg er yngst af 4 piger! DER ER SÅ SVÆRT FOR MIG AT VÆRE MOR TIL EN SØN!
Jeg elsker ham oversæt men har så mange kampe med ham om netop der du omtaler. Mine piger snakker og snakker og fortæller og beretter og inddrager og har brug for min mening og deler der meste med mig. Min søn deler intet, inddrager aldrig, fortæller aldrig, viser kun “jeg har ikke brug for dig”! Og hvor er eer svært som pige-pige mor med mange store følelser og stort behov for berøring.
Jeg har grædt så mange tårer over den dreng. Faktisk mest over mig selv og mit eget uopfyldte behov for nærhed fra og med ham. Den får jeg ikke! Men han er en god dreng, der har styr på lektierne, har gode venner, godt fritidsjob og ikke “laver noget” vi ikke kan billige. Så der er grund til stolthed og endnu mere grund til at sænke skuldrene og forventningerne og bare slappe af med at han er som er. Introvert i en pigefamilie – med en far der nok har lidt af det samme 😉
Den med bilen genkender jeg så meget!! Der er stadig mit bedste våben i at få en snak. Og nu hvor han til tider blir lidt beruset, er det der, han giver udtryk for sin kærlighed. Slutter alle telefonsamtaler med “Jeg elsker dig mor” når han ringer og gerne vil hentes i byen. Det kan jeg leve på i ugevis <3 Så. Han er nok bare som andre drenge. Men. Hvor er det svært og hjerte-hårdt for os mødre at være i. ❤️
Kære Birgitte
Mange tak for din kommentar. Ja, det er ikke altid nemt med de forskelligheder! Heldigvis har du en dreng, der trives – det er et stort skulderklap til forældrene. Og så må vi huske os selv og hinanden på, at vi har forskellige behov, og at det er ok. Både at han ikke har behov for at tale og røre, OG at du har.
Jeg har sagt til min ene søn, der virkelig ikke bryder sig om berøring, at jeg har et stort behov for at nusse og kramme. Jeg respekterer, at han ikke har det, men har også ‘krævet’ at jeg får lov bare en gang imellem 😉 Det accepterer han – modvilligt, men med at skævt smil.
Mange kærlige tanker herfra, Trine ❤️