Børnepligter – sådan får du dine børn til at hjælpe til

I vores iver efter at gøre det så godt som muligt for vores højtelskede børn, kommer nogle af os til at gøre dem en bjørnetjeneste. For et par år siden, da mine tvillinger var tre år gamle, havde jeg en både hårrejsende og lærerig oplevelse. Det var nemlig dagen, hvor jeg opdagede, at jeg havde transformeret mig til et servicerende og opryddende mordyr:

Jeg havde netop hentet ungerne i børnehaven, det var vist en torsdag, for jeg kan huske, at vi alle tre var trætte og ved at være weekend-klar. Derfor havde jeg placeret dem i sofaen og tændt for børnetv, så både de og jeg kunne få en lille hvilepause. De var begge forsynede med boller og drikkevarer, og jeg var klar til at sætte mig med kaffen. Og så begyndte det: Mine to englebasser sad i sofaen med øjnene stift rettet mod fjernsynsskærmen, mens de med mellemrum råbte kommandoer i retning af mig: “Mor, jeg er mere tørstig, hent noget vand”, “Mor, smør lige en bolle mere til mig”, “Mor, gør lige dit og dat”. Per automatik gik jeg i rutefart mellem køkken og stue og adlød deres mindste vink. Samtidig gik jeg og ryddede op efter deres forskellige lege rundt omkring, mens jeg undskyldte dem med, at de jo kun var tre år gamle, og at man kunne ikke forlange, at de helt forstod begrebet oprydning endnu. Samtidig var de jo også trætte efter en lang dag i børnehaven og trængte til at slappe af.

Situationen kulminerede, da en af dem bad mig rydde op efter sig med begrundelsen: “Det fjerner jo ikke sig selv, vel?” Pludselig forstod jeg til fulde betydningen af begrebet curlinggenerationen. Jeg styrtede jo foran med kosten og sørgede for, at børnenes vej blev så smertefri som mulig. Ikke så mærkeligt, at institutioner og skoler beretter om problemer med de mange forkælede individualister. Jeg blev helt forskrækket, da jeg så mig selv og min adfærd udefra. De to sofakonger fik sig da også en brat opvågning, da de pludselig blev bedt om selv at hente, rydde op, tage tøj på m.m. Det tog lidt tid at vænne sig til for os alle sammen, men sjovt nok var der ingen problemer i institutionen, kunne pædagogerne berette. Hér kæmpede de nærmest om at få lov til at rydde op efter frokosten, og de var begge i stand til at tage tøjet af og på.

Børn kan faktisk godt lide at hjælpe

Min pointe er, at børn fra naturens side elsker at hjælpe, og de elsker at blive involveret og få tildelt ansvar, som naturligvis skal matche deres aldersniveau. Derfor er vores adfærd som forældre afgørende for, hvordan arbejdsfordelingen i hjemmet bliver. Jo mere vi involverer dem og lader dem hjælpe til, jo bedre rustet er de til hverdagen uden for hjemmet, og jo mere hjælp får vi også selv derhjemme. Derfor er jeg fortaler for børnearbejde i positiv forstand. Lær børnene, at de er en del af familien og hjemmet, og at de har et medansvar.

Hvilke pligter kan dine børn have ansvaret for?

Sådan får du børnene i gang

Piktogrammer er en enkel og effektiv metode til visuelt at hjælpe børnene med at huske, hvad de skal. Efter en periode med krigslignende tilstande hver morgen, fordi milimeterdemokratiet lever i bedste velgående hos os, og fordi de kære børn ikke kunne blive enige om, hvem der skulle dække bord, og hvem der havde ansvaret for at bære morgenmaden ind i stuen, fik moren nok og spruttede: “Hvis I ikke snart holder op, laver jeg nogle regler!”. Hvortil den ene dreng glad svarede: “Jaaaaah, kan vi ikke få dem allerede i morgen, mor?”.

Som sagt så gjort. Samme eftermiddag fabrikerede jeg disse to piktogrammer for nye husregler:

I forvejen er børnene vant til, at min mand og jeg skiftes en gang om ugen til at putte, smøre madpakker mm. Så det var nærliggende at overføre “en uge ad gangen”-systemet til dem. De skiftes derfor nu til at dække bord og bære morgenmaden og aftensmaden ind og ud.Ugen løber fra mandag morgen til søndag aften, og hver morgen, når de kommer ned i køkkenet, tjekker de lige planen for at se, hvad deres morgen- og aftentjans er.

Samtidig har vi et piktogram, der minder dem om at rydde op (det lyserøde). Nattøj bæres op i sengen, og snavsetøj skal i snavsetøjskurven. Legetøj skal efter endt leg ind i legestuen eller op på værelserne. Selvfølgelig husker de det ikke hver evig eneste gang, men vi har oplevet en markant nedgang i diskussioner omkring fordeling af pligter og oprydning efter leg. Og når de glemmer det, er det let lige at minde dem om aftalerne ved sammen at kigge på piktogrammerne.

Vi har siden fået en toptunet version af borddækningspiktogrammet, da faderen i huset har større sans for æstetik (sagt med andre ord synes han ikke, jeg tegner specielt godt!) og mente, det nye system ville fungere bedre. Og det gør det, må jeg tilstå. Han fandt nogle enkle illustrationer på nettet, klistrede dem ind i en billedramme, og har efterfølgende klistret nogle former for clips på (det er dem, der bruges til navneskilte på konferencer), så billedet af drengene nemt kan byttes hver mandag morgen.

Genial tjekliste til morgenritualerne

Under et nyligt foredrag for børnefamilier i Landsskatteretten fortalte en af deltagerne, Pernille Bruun, hvordan hun havde lavet tjeklister til sine børn, så de kunne huske det hele om morgenen.
Jeg har fået lov at bringe listerne her, så du også kan drage nytte af dem. Du kan downloade listerne til venstre.

De taler nærmest for sig selv, men hun fortalte, at de er vældig effektive til at sikre, at børnene kommer i tøjet, får børstet tænder, husker skoletasken etc. Især er tjekskemaerne gode, når børnene når den alder, hvor hukommelse og evne til et modtage en enkel besked synes at være en by i Rusland :-).

God fornøjelse med børnepligterne!

Mange hilsener, Trine

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *