Efterårsferie, der gør alle glade

Ah, ferie! Jeg elsker oaserne, hvor vi kan give slip på al den struktur og logistik, der får hverdagen til at hænge sammen. Inden jeg fik børn, var jeg tilhænger af aktiv ferie med masser af oplevelser. I dag er jeg glad, hvis der er mulighed for at sove længe og have så få planer som muligt. Behov ændrer sig med tiden og varierer i stor stil fra person til person.

Forskellige forventninger

Ferietid er en særlig tid, hvor vi hver især har ønsker og forventninger til, hvad vi skal bruge tid på. Eller ikke bruge tid på! Nogle vil sove længe, andre i BonBon land. Nogle er til indendørsaktiviteter, andre vil helst være uden for hele dagen. Nogle vil spille spil, andre læse en bog. Fælles for de fleste er, at vi gerne vil gøre de ting, der ikke er tid til i hverdagen – og det kan hurtigt blive til mange. I takt med at idéerne vokser og bliver flere og flere, stiger forventningens glæde.

Ferie er også lig med restitution

Ferie handler også om god, gammeldags afslapning. Jo mere travl hverdagen er, jo vigtigere er det at få ladet batterierne op. Samtidig er det vigtigt at have for øje, at der er mange forskellige måder af slappe af på. Nogen har det bare bedst med hele tiden at have mennesker omkring sig, mens andre slapper af på sofaen med en bog eller iPad i skødet. Min filosofi er: Whatever works! Der er ingen rigtige eller forkerte måder at holde ferie og slappe af på. Hvad er godt for dig? For din familie?

Når forventninger og behov støder sammen

Alle ønskerne til den gode ferie og vores respektive behov for at slappe af sammen kan nemt støde sammen og blive kilde til irritation og bristede forventninger. For hvordan får man lige kabalen med to, tre, fire eller endnu flere menneskers individuelle behov til at gå op?

Sig det højt

Mit råd herfra er enkelt: Snak højt om, hvad I gerne vil bruge ferietiden på. Spørg børnene, mærk selv efter. Og vær indstillet på kompromisser. Måske kan hvert familiemedlem vælge en hel eller halv dag, hvor I gør lige det, der gør ham eller hende glad? Det er også en god idé at reservere noget tid til egen-tid. Hvem siger, vi skal gøre ALT sammen i hele ferien? Jeg vil rigtig gerne være nærværende sammen med min familie, men det kræver, at jeg ind imellem kan lukke en dør, både fysisk og mentalt, og bare være mig. Når jeg får dækket dette enkle behov, er jeg en langt sjovere mor og hustru.

Forudsætningen for en god ferie med nærvær er at sikre, at alle i familien bliver hørt og føler sig mødt i deres behov:
Hvad har I hver især lyst til, og hvordan slapper I bedst af?

Mange feriehilsener, Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *