En påstand og et juletilbud

Mandag den 30. november medvirkede jeg i P3s udsendelse ”Påstand mod påstand”, hvor en lytter havde skrevet ind med følgende påstand:

”Jo tættere på ens arbejdsplads eller uddannelse man bor, jo værre er man til at komme for sent.”

Min rolle var at be- eller afkræfte påstanden. Det korte svar er: Ja, det er korrekt, at der er større risiko for at komme for sent. Hvis man er en tidsoptimist, vel at mærke.

Tidstypeuniverset med De tre tidstyper®

For omtrent 12 år siden udviklede jeg tidstypeuniverset med De tre tidstyper®til at forklare, hvorfor vi ofte går skævt af hinanden, når det handler om tid. Tidstypeuniverset er en forståelsesramme, der beskriver tre grundlæggende forskellige måder at forstå og forholde sig til tid på. Tidsoptimistens mantra er, at alting blot tager et øjeblik. De er gode til at være tilstede i nu’et og glemmer ofte, at ting og mennesker tager tid. Derfor kommer de som regel i sidste øjeblik eller for sent. Til stor frustration for de to andre tidstyper, tidsrealisten og tidspessimisten. Tidsrealisten vil gerne vide, hvor lang tid ting tager og opererer oftest med buffertid i sin planlægning. Tidspessimisten er detaljeorienteret og tænker som regel worst case scenario ind i sin planlægning. En klassisk tidspessimist finder du derfor i lufthavnen to-tre timer, før flyet letter. Så er tidspessimisten nemlig sikker på at nå sit fly, selv om uforudsete hændelser måtte indtræffe.

Tilbage til påstanden om, at jo tættere på man bor, jo større er sandsynligheden for, at man kommer for sent. Hvis du spørger tidsrealister og tidspessimister, vil de sige Nej. Ifølge dem er logikken som følger:

  • 1. Du ved (naturligvis), hvor langt der er fra A til B.
  • 2. Du bor tæt på, derfor er der grænser for, hvor mange uforudsete ting, der kan ske på vejen.
  • 3. Ergo må chancerne for at komme til tiden være ret store.

Logikken ifølge en tidsoptimist

En klassisk tidsoptimist lever efter devisen ”Det tager kun fem minutter”, glemmer at ting tager tid, har tit en lystbetonet adfærd, og endelig er de så gode til at være tilstede i øjeblikket, at de nemt glemmer at komme videre til det næste øjeblik. Desuden kommer tidsoptimisten sjældent i god tid, alene af den grund at de føler, at det er spild af tid at sidde og vente. Tænk på, hvor mange andre spændende ting, de kunne have brugt deres tid på! Derfor kan en tidsoptimist, der bor tæt på, sagtens tænke: ”Det tager kun et øjeblik at komme derhen”, hvorefter de falder over et eller andet spændende, bliver helt opslugt og glemmer alt om tiden. Pludselig kommer de i tanke om aftalen og skynder sig afsted. Så når tidsoptimisten kommer spænende ind ad døren, er det med dette mindset: ”Hold nu op, hvor har jeg tidsoptimeret, og jeg nåede det næsten til tiden!”

Imens sidder tidsrealisten og tidspessimisten og bliver godt irriterede over, at tidsoptimisten endnu en gang kommer for sent, mens de tænker: Hvor svært kan det være?

To gode råd

Hvis du er tidsoptimist og er træt af at komme for sent, er her to ting, du kan gøre:

  • 1. Hvor lang tid tager det i virkeligheden?
    Du kan udfordre din egen tidsopfattelse ved i en periode at holde øje med (og måske endda skrive ned), hvor lang tid det reelt tager at komme fra A til B. Altså tager det virkelig kun et øjeblik eller måske lidt længere? Det er en god måde at øve sig i at blive mere tidsrealistisk.
  • 2. Bed dine omgivelser om feedback
    Det er vigtigt at slå fast, at tidsoptimister ikke har en intention om at irritere andre eller virke respektløse over for deres tid. Men sådan kan det føles for tidsrealister og tidspessimister. Derfor er det en god idé for tidsoptimisten at forstå konsekvenserne af sin adfærd. Det kan du gøre ved at bede dine omgivelser om feedback: Altså spørge andre mennesker om, hvordan det påvirker dem, når du kommer for sent. Det kan være god motivation for at øve sig i at komme til tiden.

Vil du vide mere om tidstyperne?

I december kan du købe bogen ”Kend din tidstype og få styr på planlægningen” til en særlig julepris: Kr. 99,- (normalpris kr. 189,-).

Den er også en oplagt mandelgave eller julegave til familie og venner, der kan blive klogere på deres egen og andres tidstype. Bogen er fyldt med værktøjer og gode råd til at få styr på tid og planlægning både på arbejde og derhjemme.

Køb bogen  

Signeret eksemplar

Vil du give en gave med en særlig hilsen? Skriv blot ”signeret bog” i kommentarfeltet, så sørger jeg for en hilsen til modtageren.

Glædelig december, Trine

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *