Kom helskindet gennem december

Vinterjakken er støvet af, supermarkedet er fyldt med marcipanruller, og julelysene glimter i træer, buske og vinduer. Er I klar til gløgg, æbleskiver, guirlander, julekalender og måske lidt kælkning i sneen?

Skindet skal med til januar!

Der er intet bedre end at mærke børnenes forventningsglæde til, hvad december og julen skal bringe. Stemningen er helt speciel, men vi må også bare erkende, at december måned kan være hård! Det er en måned, hvor hygge, samvær og nærvær nærmest bliver presset ind i alle hjørner og kroge. Julefrokoster, familiearrangementer og ikke mindst børnenes legeaftaler fylder hver eneste weekend og adskillige hverdage op. Her er lidt råd og tanker til at komme helskindet gennem december, og nyde julestemningen i fulde drag!

Forventningsafstemning

Det kan være en god idé at afstemme forventningerne med familien. Inddrag børnene og tag en snak om, hvad I kan overskue og har lyst til som familie, uden at det går udover julestemningen. Måske I har brug for at sætte et maksimum for, hvor mange aftaler weekenderne må indeholde. Måske hjælper det at sætte en dag af i weekenden til afslapning med lidt julepynt, julemusik og hjemmelavede brunkager i familiens skød. Så længe forventningerne passer til jeres familie, og de ikke er for høje, så kan det kun blive godt.

Planlæg med måde

Når forventningerne er blevet afstemt, kan I med fordel lave en plan og struktur for den kommende tid. Hjemme hos os har vi en plakatstor whiteboardtavle, hvor ugen er skematiseret for alle i familien. Mine to drenge har en kolonne hver, og det samme har min mand og jeg. Alle ugens tilbagevendende aktiviteter står fast på tavlen, og hver søndag opdateres den kommende uge med hvert familiemedlems aftaler. Den skaber et godt overblik over hverdagen og er samtidig en tydelig visuel påmindelse, når kalenderen er ved at være fyldt, og det er tid til at sige tak, men nej tak. December måned har uden tvivl potentiale til at blive fyldt op til randen, og det er virkelig en balancekunst at sige ja til alskens julehygge uden at blive for tidspressede. Hvis man har en oplevelse at af styrte fra det ene arrangement til det andet, er der ikke langt fra julehygge til julelede!

Nyd det, grib det!

Forventningsafstemning og planlægning er gode værktøjer til en hyggelig julemåned. Men er der én ting, jeg har lært gennem 12 dejlige år med børn, så er det, at man ikke altid kan planlægge sig til hygge, nærvær og samvær. Når momentet opstår, så er det bare om at gribe det! Netop derfor er det så vigtigt ikke at proppe kalenderen for meget. Der skal være tid og overskud til at gribe de fantastiske øjeblikke med vores børn, der opstår, når vi mindst venter det.

Jeg ønsker dig og din familie en fantastisk december og en forhåbentlig hvid jul.

Mange julehilsener, Trine.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *