Mit år med Middelfart Sparekasse: Mental sundhed, søvn,tid, fokus, pauser og MASSER af humor!

Da Middelfart Sparekasse kontaktede mig sidste forår for at høre, om jeg havde lyst til at være en del af deres Mental Sundhed-indsats, var jeg ikke et sekund i tvivl. Selvfølgelig! Sammen med søvnekspert Mikael Rasmussen skulle vi sætte spot på søvn, tid, gode arbejdsvaner, fokus og hjernepauser.

Danmarks bedste arbejdsplads

Sparekassen er flere gange kåret som Danmarks bedste arbejdsplads, og jeg var spændt på at opleve arbejdspladsen indefra. Én ting er at høre om en kultur, noget andet er at opleve den. Efter at have tilbragt et år i tæt samarbejde med Middelfart Sparekasse kan jeg bekræfte, at der er noget om snakken: Det ER virkelig en fantastisk arbejdsplads med stærke værdier, arbejdsglæde, masser af humor og ikke mindst højt til loftet.

Jeg elsker livet som selvstændig, men jeg indrømmer blankt, at jeg flere gange undervejs har tænkt: ”At være en del af sådan et fællesskab kan altså noget!”

Siden sidste sommer har jeg:

  • Været i to dages praktik i forskellige afdelinger for at forstå kulturen, dagligdagen og opgaverne
  • Holdt kursus for lederne i at drive en fælles proces med medarbejderne omkring at være effektive sammen
  • Undervist samtlige ledere og medarbejdere i gode arbejdsvaner, tidstyper® og planlægning, øget fokus, hjernepauser, gode afleveringer mm.
  • Afholdt målrettede opfølgningsdage med leder- og medarbejdersparring i alle afdelinger og stabe

Da jeg kørte mod Sjælland i sidste uge efter den allersidste opfølgningsdag, var det ærlig talt lidt vemodigt. På den ene side glædede jeg mig til at se mere til familien og sove i min egen seng. På den anden side kommer jeg virkelig til at savne den særlige ånd, der karakteriserer sparekassen.

Mange gode stunder

Som billederne viser, har året budt på skønne og sjove stunder med bl.a.:

🤸‍♂️🧠 Kollegamotion og gode hjernepauser

🍫 🥞 After Eight chokolade og muffins (den er god nok: forskning viser, at pebermynte har en særlig gunstig effekt på vores evne til at fokusere!)

🖌🎨 Personlige velkomsthilsener på døren (her fra Odense)

🏖 Påmindelser om at få sig et liv ved at gå hjem til fyraften (særlig “Gå dog hjem”-pokal fra Aarhus)

❓Måder at sætte tempoet ned ved at omformulere spørgsmål og sikre en god forventningsafstemning

🏃‍♀️🌲Mulighed for løbeture i nyt terræn (hvor er vores land dog smukt)

✨ Og en masse mere, der ikke blev plads til i opsummeringen

Tusind tak for jeres varme velkomst, imødekommenhed og gæstfrihed. Det har været et privilegium og KÆMPE fornøjelse at være hos jer 🙏

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *