Sådan får du dine børn til at spise sundere

Jeg håber, du og din familie har nydt sommeren. Hos os har det ikke skortet på is og søde sager i ferien. Det gør ikke spor, så længe dagligdagen også byder på masser af god og nærende mad. Nu er det hverdag igen og en god anledning til at genetablere nogle af de sunde kostvaner. Derfor får du her en række lavpraktiske tips og metoder til at få dine børn til at spise mere af den næringsrige mad.

Snacker dine børn også? Prøv nudging
Min søn elsker snacks. Alt, hvad der er nemt, knasende, sødt, salt og lækkert ryger indenbords på alle tænkelige tider af døgnet. Undtagen til måltiderne! Han er nemlig aldrig sulten, når vi spiser morgenmad, frokost og aftensmad. Til gengæld gnaver sulten ca. en time efter, vi andre er færdige med at spise, og så går han på jagt i skabe og skuffer. Lyder det velkendt?

Jeg har prøvet at snakke med ham, lave aftaler, forbyde og gemme væk (han finder det altid). Intet virkede. Indtil jeg prøvede nudging. Udtrykket er af engelsk oprindelse og betyder at ‘puffe til, skubbe til’: ”En blid tilskyndelse til en bestemt ønskelig adfærd, men uden fratagelse af det frie valg” (Den Danske Ordbog).

I vores situation handler nudging om at finde ud af, hvordan jeg kan skabe nogle rammer omkring ham, der hjælper til kærligt at puffe ham i retning af nogle sundere kostvalg. Hvordan gør jeg det så nemt som muligt for ham at spise sundt?

Tilgængelighed
Jeg har taget udgangspunkt i, at han er en ’snacker’. Det er jeg selv, og det er der ikke noget galt med, men jeg vil gerne have ham til at spise næringsrige snacks i stedet for chips og slik. Samtidig er han oftest på farten. Han er 14 år og altid på vej til noget, så snacks skal vitterligt være lettilgængelige og nemme at spise. Så jeg skruer op for tilgængeligheden af sunde snacks ved at gøre en masse af dem klar i køleskabet og snackskuffen: små bøtter og poser med nøddeblandinger, håndskåret frugt, miniknækbrød etc. Det er utroligt, så tillokkende portionsanretninger er! Jeg kender det fra mig selv. Når jeg står i supermarkedet, ser de små nøddeblandinger altid mere indbydende og delikate ud end de store poser.

Mine erfaringer indtil videre? Det virker!

Tip!
Poserne med zip-lukning køber jeg hos kontorforsyninger. Det er langt billigere end i supermarkedet.

Curlingmor?
Ja, måske. Men lige nu er fokus på at ændre hans adfærd mod at spise ordentligt. Én ting ad gangen. Planen er bestemt, at han skal være med til at forberede de mange snacks og senere hen selv stå for det. Jeg foretrækker at kalde det ’Kærligmor’.

Kend dit barns madvaner
Jeg forsøger at undgå formaninger og løftede pegefingre, når vi spiser sammen. Det lykkes ikke altid, og så hører jeg mig selv sige: ”Spis flere grøntsager, spis op, gør dit, gør dat.” Sjovt nok synes min søn ikke, det er hyggeligt at spise sammen med os, når måltidet forløber på den måde. I stedet øver jeg mig på at inddrage ham i indkøb og madlavning og på at gøre maden attraktiv. Fx fungerer det bedst hos os, når vi ikke blander madvarer sammen. For mange typer af mad samlet på ét fad gør det uoverskueligt for begge mine børn at vælge, og de ender med ikke at tage noget. Hellere flere tallerkener og skåle med frugt for sig, grøntsagsstænger for sig etc. Samtidig anretter jeg frugt og grønt som snacks på farverige tallerkener. Forskning viser, at farver, form og præsentation har stor betydning for vores lyst og sult.

Kogebøger og post its: Hvad kan DU li’?
Det er en balanceakt at udfordre sine børns madvaner, undgå at kræsenhed får overtaget og samtidig imødekomme forskellige behov. Personligt bryder jeg mig ikke om smagen og fornemmelsen af kød. Bevares, jeg kan godt klemme det ned, men det er ingen nydelse for mig. Konsistensen af visse fødevarer giver mig næsten kvalme, og i en alder af 45 år har jeg besluttet mig for, at livet er for kort til at spise mad, jeg ikke bryder mig om. Derfor er det også svært for mig at tvinge mine egne børn til at spise ting, de ikke bryder sig om.

I stedet er min strategi at fokusere på, hvad de kan lide og skrue mere op for det. Jeg har haft succes med at give dem en stak kogebøger og bede dem sætte post its ved alle de opskrifter, de finder indbydende. Især da de var helt små og ikke selv kunne forklare, hvilke retter der var bedst, var det et hit at gå på biblioteket og finde børnekogebøger med masser af billeder.

Jeg håber, du har fået ideer til, hvordan du kan hjælpe dine børn til at spise sundere. Del gerne DINE gode tips i kommentarfeltet.

Fortsat god sommer!
Mange hilsener, Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *