Tips til en julemåned i ro og mag

For mange år siden hørte jeg et foredrag med Arne Nielsson, der fortalte om en tankevækkende episode i hans familie. De havde gennem en periode haft temmelig travlt, og nu skulle de endelig tilbringe noget kvalitetstid sammen. Inden da skulle de lige en tur i supermarkedet, og her faldt følgende guldkommentar, jeg aldrig glemmer: ”Skynd jer nu, så vi kan nå at komme hjem og hygge os!”.

Jeg kan ikke huske, om det var Arne eller hans hustru, der skyndede på børnene, men åh, hvor jeg genkender situationen. Ind i mellem kan man have alt for travlt med alle sine planer i stedet for at være til stede der, hvor man er lige nu. Og man kan glæde sig til de her skønne, hyggelige stunder i familiens skød, som kommer lige om lidt, når man er færdig med…

Jeg elsker juletiden. Duften af gran, gløgg og brunkager og synet af overdådig julepynt og oplyste træer. Det er som en kåbe af hygge og varme, der smyger sig omkring mig. December er også den måned på året, hvor vi forsøger at presse flest aktiviteter og aftaler ind i en i forvejen fyldt kalender. Hvor vi forsøger at opfylde alle forestillingerne og idealerne om den hyggelige juletid OG tilfredsstille vores omgivelser ved at takke ja til alle invitationer. Pyha, er der noget at sige til, at begrebet ”julestress” har vundet indpas i det danske sprog?

Både skolelærere og pædagoger fortæller om børn, der glæder sig til julen og ser frem til julearrangementerne. Men også om børn, der bliver småkuldrede i december, fordi der sker alt for mange ting. Forleden hørte jeg en pige fortælle om alle de julekalendere, hun skulle åbne på søndag. Fem stk.! Jeg under hende dem alle, ingen tvivl om det. Men hvor meget kan vi egentlig kapere? Og hvis vi når dertil, hvor vi skal skynde os for at nå det næste punkt på hygge-programmet, er det måske knap så hyggeligt endda for hverken store eller små.

Hvem er det vigtigt for?

Når vi står på tærsklen til december, er et godt sted at starte derfor at stille sig selv og resten af familien spørgsmålet: ”Hvem er det vigtigt for?”

Jeg tænker her på de arrangementer, vi bliver inviterede til og selv inviterer til. Siger vi ja, fordi vi stadig går som meget i flinkeskolen, at vi ikke kan lide at skuffe nogen ved at takke nej? Er det fordi, vi tænker, at det er vigtigt for børnene at komme til tre juletræsfester? Takker vi ja, fordi vi plejer at komme?

Ofte har vi og andre nogle antagelser om, hvordan ting skal være, eller hvad andre gerne vil have. Sommetider har vi ret i disse antagelser, men ikke så sjældent er det i bund og grund vores egne forestillinger: Vi tror, vi ved, hvad andre ønsker og har brug for. Hvem ved, måske er resten af familien ligeglade med, om der er syv forskellige slags hjemmebag til gløgg-dagen? Måske er juletræsfesten i sportsklubben lige ét arrangement for meget?

tips-til-en-julemaaned-i-ro-og-mag2

Jeg er sikker på, at vi kan gøre os selv og hinanden en stor tjeneste ved at snakke højt om vores ønsker og behov.

Gavebudget og tidsbudget

Lige som mange har et gavebudget eller loft for, hvor mange penge julegaverne må koste, kunne man også lave et tidsbudget eller aktivitetsbudget for december måned:

  • Hvad vil være et passende antal arrangementer i jeres familie?
  • Skal I deltage i noget hver weekend? Både lørdag og søndag?
  • Skal I frede nogle dage, aftener eller weekender? At kunne se frem til dage helt uden planer kan være en lille, skøn oase midt i travlheden.
  • Hvis I allerede nu har mange aftaler i december, kan I overveje varigheden af dem – måske kan man bare være med et par timer.
  • Og lige en tanke i forhold til gaver og pakkekalendere: Gaver kan også være tid sammen. Fx er biografaften i sofaen med tæpper og popcorn et stort hit hos os, og det kunne fint stå på et lille gavekort til julestrømpen.

Med ønsket om en julemåned, der både er hyggelig og overskuelig for hele familien, Trine

PS! Læs mere om jul og overskud i familien på Facebooksiden Overskud i familien

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.