6 gode råd til at skabe en effektiv hjemmearbejdsplads

Er du hjemsendt igen? Jonglerer du både fuldtidsarbejde og hjemmeskoling? I dette nyhedsbrev får du seks gode råd til at skabe en god arbejdsdag og bevare effektiviteten.

Det er ingen hemmelighed, at hjemmearbejde kan være både en gave og en forbandelse. Selv har jeg haft hjemmearbejdsplads i 12 år og har gjort mig alskens erfaringer i begge lejre. Jeg har nydt at kunne fordybe mig uden afbrydelser, spare næsten to timers transporttid om dagen, være effektiv og ordne huslige pligter i pausen mellem opgaver, reducere stressniveauet ved at være hjemme på barnets 1. sygedag, og kunne løbe en tur, når jeg det passede mig.

Jeg har også været maksimalt presset med et langtidssygt barn, der var hjemme fra skole i halvandet år, små børn, der kom tidligt fra skole og institution og naturligt nok krævede min opmærksomhed, savnet kolleger og naturlige pauser, når jeg selv glemte at holde dem, blevet udfordret af trangen til overspringshandlinger, når kedelige opgaver stod øverst på listen, og oplevet den evindelige påmindelse om arbejde, når kontoret er i hjemmet.

Kort sagt, jeg kender en del til glæder og sorger ved at arbejde hjemmefra! Derfor får du her et udpluk af mine bedste råd til at skabe en effektiv hjemmearbejdsplads og finde en god balance i hverdagen:

  • 1. Gode aftaler

Det er alfa og omega at lave nogle gode aftaler med både arbejdspladsen og familien. Start med at afstemme forventninger med din arbejdsgiver omkring arbejdstid: Er der forståelse for, at du har børn hjemme, der også kræver din opmærksomhed? I hvilken grad skal du være tilgængelig? Kan du lægge noget af arbejdsindsatsen på skæve tidspunkter, så du kan støtte børnene i deres hjemmeskoling?

Tal herefter med din partner: Hvis I begge har arbejde, der kræver tilstedeværelse på onlinemøder eller i telefonen, kan I fx aftale at skiftes til at ’være på’ i forhold til jeres børn. Aftal også, hvordan I fysisk placerer jer i hjemmet. Nogle af os taler højt i telefon og på onlinemøder og kan nemt blive en generende faktor for vores omgivelser. Andre har brug for stilhed omkring sig for at kunne arbejde koncentreret. Vær ærlige og find ud af, hvordan I hjælper hinanden med at skabe så gode arbejdsbetingelser som muligt for jer selv og hinanden.

De gode aftaler skal også laves med børnene. De skal vide: Hvornår er I tilgængelige for dem? Hvornår kan I hjælpe dem med skolearbejde? Hvornår holder I pauser? Hvornår starter og slutter arbejdsdagen?

  • 2. Skemaer er en stor hjælp

Det er fint at lave aftaler. Endnu bedre er det at lave et skema over jeres aftaler. Med et skema kan du nemt visualisere dagen for både store og små. Skemaer giver os et hurtigt overblik og aflaster samtidig hjernen, så vi ikke skal gå og huske på eller gentage for børnene, hvad der skal ske og hvornår. For mange børn giver det desuden tryghed og ro at vide, hvordan dagen og ugen ser ud. Er dine børn store, kan du blot skrive aktiviteterne ind i skemaet. Er de mindre, er piktogrammer vejen frem.

TIP! Google ’ugeskema’, og du finder mange forskellige skabeloner, som du nemt kan genbruge. Du kan også google ’piktogram’ + den aktivitet, du skal bruge, og fluks får du en masse eksempler, du kan bruge i jeres skema.

  • 3. Hold rigtige pauser

Ofte synes vi ikke, at vi har tid til at holde pauser. Gør det alligevel! Pauser har større betydning, end de fleste af os tillægger dem. Forskningen viser tydeligt, at hvis du ikke holder pauser i løbet af dagen, ender du med at arbejde langsommere, lave flere fejl og blive træt i hjernen. Med andre ord: Du har ikke tid til at lade være at holder pauser. Hvis en pause virkelig skal batte, skal du gå væk fra skrivebordet og lade være at scrolle nyheder. Du skal lade hjernen holde rigtigt fri. Allerbedst er det at bevæge kroppen: Gå en tur uden for og få noget frisk luft, invitér børnene med til en aktiv pause, hvor I laver gymnastik, danser til god musik eller andet, der involverer bevægelse.

  • 4. Fjern fristelserne!

Vi kan alle blive afledt og distraherede eller endnu værre: ramt af trangen til at lave overspringshandlinger.

Find ud af, hvad der afleder din opmærksomhed eller frister dig: Prøv at lægge mærke til, hvornår og hvad der får dig til at tabe koncentrationen. Måske er det mangel på pauser eller visuel støj i form af rod omkring dig. Er det støj fra gaden, eller når andre omkring dig snakker? Lader du dig aflede af nye e-mails eller andre notifikationer? Vær nysgerrig og find dine tidsrøvere og dine fristelser. Herefter kan du gå systematisk til værks og fjerne dem, så du kan bevare fokus.

  • 5. Start- og sluttidspunkt

En klassisk udfordring ved at arbejde hjemmefra er, at grænsen mellem arbejde og fritid bliver udvisket. Du kan hjælpe dig selv og resten af familien ved at have faste start- og sluttidspunkter. Beslut dig for, hvornår din arbejdsdag begynder og ender. En god hjælp er også at have fysiske og visuelle markeringer af, hvornår du er på arbejde, og hvornår du har fri. Tag fx arbejdstøj på om morgenen og hop i joggingsættet til fyraften. Luk døren til værelset, hvor du arbejder, når dagen er slut. Eller ryd op, inden du lukker ned, så bunkerne ikke minder dig om uafsluttet arbejde.

  • 6. Dobbelt tidsudnyttelse

Ofte lyder rådet, at man skal lade huslige opgaver ligge, når man er på arbejde. Jeg er ikke helt enig. For mig har det været en fordel ved min hjemmearbejdsplads, at jeg kan sætte en vask over om morgenen. Når jeg holder pause i løbet af dagen, kan jeg lige bruge et øjeblik på at smide det nyvaskede tøj i tørretumbleren, og hvis jeg har en telefonsamtale, der ikke kræver store hjernevindinger, kan jeg lægge tøj sammen imens. Så er der én mindre opgave at klare, når jeg har fri. Taler jeg med kolleger eller samarbejdspartnere, jeg kender godt, kan jeg sagtens finde på at lufte hunden samtidig. Dyret er glad, og jeg har fået lidt flere skridt på kontoen og en masse frisk luft!

Lyst til flere input? Webinar og videokursus

Webinaret ”Den effektive hjemmearbejdsplads” giver dig masser af tips og værktøjer til at skabe balance mellem arbejdsliv og familieliv og skrue op for både effektivitet og arbejdsglæde:

  • Balance mellem arbejdsliv og familieliv, når du arbejder hjemmefra
  • Inspiration til at skabe en god struktur for arbejdsdagen (og for resten af familien)
  • Sådan sparer du tid hver eneste dag!
  • Gode råd til at skabe øget fokus og bedre koncentration
  • Fire konkrete strategier til at håndtere afbrydelser
  • Overspringshandlinger? Effektive metoder til at få tingene gjort
  • Tips til at skrue op for motivation og arbejdsglæde


(Fra webinaret “Gode arbejdsvaner” for Dansk Journalistforbund, 2020)

Videokurset Få styr på din tid som videokursus

Gennem 10 moduler giver Danmarks førende ekspert i personlig planlægning og effektivitet dig råd, tips og konkrete redskaber, du straks kan tages i brug på jobbet. Redskaberne er afprøvet af mange før dig og har en garanteret virkning ved konsekvent brug. Spar mellem 5 og 10 timer om ugen. Hver uge!

Mere om kurset

Dét siger kunderne om Trines webinarer

På Syddansk Universitet har vi haft fornøjelsen af Trines oplæg både ved fysiske og online events for ph.d.-studerende. Trine formår (også) at brænde igennem via skærmen og aktiverer deltagerne hele vejen igennem. Evaluering af vores seneste webinar viste stor tilfredshed, og deltagerne fremhævede, at det var gode konkrete tips, som man kan omsætte til sin hverdag med det samme.
– Katrine Astrup Jacobsen, forskningsbibliotekar, Syddansk Universitetsbibliotek

Vi havde i forlængelse af foreningens generalforsamling et interessant oplæg fra Trine om effektivitet. Trine havde en meget spændende – og interaktiv – tilgang til emnet, gav nogle yderst brugbare værktøjer til styring. Oplægget blev holdt som et webinar, hvilket fungerede helt upåklageligt. Vi kan varmt anbefale Trine.
– Emilie Lerstrøm, advokat og bestyrelsesmedlem, Foreningen af Kvindelige Jurister

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *